Når et barn kæmper med at falde i søvn eller vågner mange gange i løbet af natten, påvirker det hele familien. For børn med sensoriske udfordringer er problemet sjældent “bare vaner”. Det kan være et nervesystem, der har svært ved at filtrere sanseindtryk, skifte gear og finde ro.

Søvnindsatser virker bedst, når de tager højde for både adfærd, miljø og sansebearbejdning. Her får du et evidensbaseret overblik, med ærlig vægtning af hvad der er godt dokumenteret, og hvad der typisk bruges som støtte i praksis.

Når sanserne holder hjernen vågen

Sensoriske udfordringer kan se meget forskellige ud. Nogle børn reagerer kraftigt på lys, lyde, sømme i tøjet eller let berøring (overfølsomhed). Andre registrerer kropssignaler svagere og søger mere input gennem tryk, bevægelse eller “urolig krop” (underfølsomhed).

Ved sengetid betyder det ofte, at barnets arousal forbliver høj. Hjernen står på vagt, og overgangen fra aktivitet til hvile bliver svær, også selv om barnet er træt.

Det ses tit som længere indsovningstid, hyppige opvågninger, urolig søvn og modstand mod sengetid. Forskning peger på, at evnen til at filtrere sanseindtryk er central for at falde i søvn og blive sovende, og at børn med sensorisk overresponsivitet oftere har søvnproblemer, blandt andet ved autisme (pubmed).

Start med det mest veldokumenterede: adfærdsbaseret søvnhjælp

Retningslinjer fra blandt andet amerikansk neurologi (AAN) og britiske anbefalinger (NICE omtales i nyere reviews) peger på adfærdsbaserede metoder som førstevalg ved søvnproblemer hos børn med neuro- og udviklingsvanskeligheder (AAN guideline og review-overblik PMC). Det handler ikke om “hård træning”, men om forudsigelighed, passende forventninger og støtte til selvregulering.

Et randomiseret studie (Sleeping Sound ASD) viste, at et kort, struktureret forældrebaseret program kunne reducere søvnproblemer hos skolebørn med autisme (PMC).

Det er ofte de små, stabile greb, der gør den største forskel over tid:

• Fast sengetid og fast stå-op-tid
• Rolig, gentaget putterutine
• Skærmfri tid før søvn
• Dagslys og bevægelse tidligere på dagen
• Samme sovested, samme rammer

Når adfærdstiltag virker dårligt, skyldes det tit, at kravene ikke matcher barnets sensoriske profil. Her giver det mening at justere miljø og sanseinput samtidig, i stedet for at skrue op for “puttetiden”.

Sovemiljøet som medhjælper, ikke modstander

Børneværelset kan enten dæmpe eller trigge et sensorisk følsomt nervesystem. Anbefalinger om lys, støj og temperatur er klassisk søvnhygiejne, men de bliver ekstra vigtige, når barnet har svært ved at filtrere indtryk. Miljøtilpasninger er ofte baseret på klinisk erfaring og ekspertanbefalinger, og omtales i faglige oversigter om søvnmanagement (PMC).

Det hjælper at tænke i “sensorisk belastning” efter kl. 18: mindre støj, mindre lys, færre skift, færre overraskelser.

Praktiske justeringer kan testes én ad gangen:

• Lyd: hvid støj eller rolig baggrundslyd, evt. støjdæmpning for forstyrrende lyde (PMC)
• Lys: mørklægning og varmt, dæmpet lys i putterutinen
• Temperatur: lidt køligere rum, ensartet nattemperatur
• Berøring: nattøj og sengetøj uden generende mærker, sømme og stivhed
• Tryghed: tydelige rammer, samme rækkefølge, samme afslutning hver aften

For nogle børn er en lille, stabil lyd mere beroligende end total stilhed. For andre er det omvendt. Det rigtige valg kan kun findes ved at observere barnets respons.

Dyb berøring og tyngde: hvad siger evidensen?

Dybdepresion (fast, jævnt tryk) bruges ofte til at støtte ro i kroppen. Vægtdyner er det mest kendte redskab, og forskningen viser et blandet billede.

Et lille single-case studie med fire autistiske børn fandt moderate forbedringer i søvnkvalitet og længere søvntid ved brug af vægtdyne (PMC). En systematisk gennemgang fra 2024 fandt samlet set kun en lille, ikke tydeligt signifikant effekt på søvn, men ved sensitivitetsanalyse sås en reduktion i søvnvanskeligheder målt med ISI (pubmed).

Samtidig fremhæver AAN, at der ikke er evidens til at anbefale vægtdyner til rutinemæssig brug, selv om det generelt vurderes som et ufarligt tiltag, når det bruges korrekt og barnet kan komme fri (AAN guideline).

Det praktiske take-away er, at tyngde kan give tydelig ro hos nogle børn, især hvis de søger kropsligt input, men at effekten ikke kan forventes hos alle. Vægtdyner, tyngdetæpper, skulderpuder eller tyngdebamser bruges ofte som en del af en bredere putterutine, ikke som eneste løsning.

Sikkerhed er altid første prioritet. Tal med en ergo- eller fysioterapeut, hvis barnet er meget lille, har motoriske udfordringer, vejrtrækningsproblemer eller ikke selv kan regulere stilling.

Berøring, massage og taktile programmer

Når taktil overfølsomhed fylder, kan sengetid blive en kamp med tøj, sengetøj og “forkert berøring”. Her kan blid, forudsigelig berøring tidligere i rutinen hjælpe kroppen med at skifte gear.

Et lille pilotstudie med forældreoplæring i et målrettet berøringsprogram (blandt andet kendt som Wilbarger-inspireret børstning i nogle miljøer) rapporterede forbedret søvn hos de fleste deltagende børn målt via forældrebeskrivelser (PMC). Evidensniveauet er lavt, men mange klinikere bruger berøring som støtte til kropsro, når det tilpasses barnets tolerancetærskel.

Det er vigtigt at undgå, at berøring bliver endnu en sensorisk belastning. Start roligt, kort og med barnets accept. Nogle børn profiterer mere af tryk gennem en pude eller et fast kram end af strøg eller “kildrende” kontakt.

Bevægelse før sengetid: vestibulær input med omtanke

Bevægelsessansen (vestibulær) kan både berolige og aktivere. Nogle børn falder til ro af rytmisk, forudsigelig bevægelse, mens andre bliver mere vågne.

Der findes små studier og kliniske rapporter, hvor aktiviteter med bevægelse, blandt andet svømning, har været forbundet med bedre søvn samme nat hos nogle autistiske børn (PMC). Det er ikke stærk dokumentation, men det peger på et vigtigt princip: den rigtige type aktivitet på det rigtige tidspunkt kan sænke arousal.

Timing betyder meget. Kraftig leg lige før puttetid kan holde kroppen i gang. En kort, rolig bevægelsessekvens tidligere på aftenen kan fungere bedre, efterfulgt af dæmpning, bad, historie og tryg afslutning.

Overblik: hvad kan man prøve, og hvad er dokumentationsstyrken?

Det kan være en lettelse at få et samlet blik på mulighederne. Tabellen her kan bruges som dialogværktøj med fagpersoner og som ramme for afprøvning hjemme.

Tiltag	Hvad det retter sig mod	Dokumentation (kort)	Typisk brug i praksis
Adfærdsbaserede søvnstrategier	Rutiner, indsovningsmønstre, forventninger	God guideline-støtte og RCT-data i ASD-programmer (PMC, AAN)	Førstevalg, ofte med små tilpasninger til familien
Miljøtilpasning (lys, lyd, temperatur)	Sensorisk belastning i sovemiljøet	Mest ekspertanbefaling og klinisk praksis (PMC)	Lav risiko, høj relevans ved sansefølsomhed
Vægtdyne/tyngde (dybdepresion)	Proprioception, kropsro	Små studier og nyere review med begrænset samlet effekt (PMC, pubmed); ikke anbefalet som rutine af AAN (AAN)	Kan være et supplement hos børn, der søger tryk
Berøringsprogram/massage	Taktil regulering, afspænding	Lav evidens, små pilotdata (PMC)	Bruges ofte i ergo-/familievejledning med forsigtig tilpasning
Melatonin (lægeordineret)	Døgnrytme og indsovning	God dokumentation i neurodevelopmentelle grupper (PMC, AAN)	Relevant når adfærd og miljø ikke rækker alene

Når søvnen stadig ikke kommer: melatonin og faglig vurdering

Når et barn har vedvarende søvnproblemer trods rutiner og gode miljørammer, bliver melatonin ofte nævnt. Studier viser, at melatonin kan øge samlet søvntid og forkorte indsovningstid hos børn med blandt andet autisme og ADHD (PMC). AAN anbefaler også melatonin, når adfærdsstrategier ikke er nok (PMC).

Melatonin skal ses som et supplement, ikke en erstatning for struktur, tryghed og sensorisk hensyn. Det bør altid ske i samarbejde med læge, med fokus på korrekt indikation, dosering, timing og opfølgning, især hvis barnet også får anden medicin.

En faglig vurdering er også relevant, hvis søvnbesværet kan hænge sammen med angst, smerter, refluks, eksem, uro i benene eller vejrtrækningsproblemer. Når kroppen ikke har det godt, kan ingen putterutine “vinde” hver aften.

Test ét tiltag ad gangen, og mål på noget der kan ses

Når familier prøver mange ting samtidig, bliver det uklart, hvad der faktisk hjælper. En enkel søvndagbog i 10 til 14 dage kan være nok til at se mønstre: indsovningstid, antal opvågninger, tid vågen om natten og morgenhumør.

Efter en uge med samme tiltag kan man ofte svare på: Er indsovningen kortere? Er opvågningerne færre? Er barnet mere udhvilet, også selv om natten ikke er perfekt?

Et pragmatisk mål kan også være “mere ro ved putning”, ikke kun antal timers søvn.

Samarbejde omkring barnet: hjem, institution og terapeuter

Mange børn får bedst effekt, når de samme principper går igen i hverdagen. Institutionen kan støtte med dagslys, passende aktivitet og pauser, så barnet ikke møder puttetid med et nervesystem i overgear.

Ergo- og fysioterapeuter kan bidrage med vurdering af sanseprofil, forslag til sensorisk regulering og konkrete tilpasninger, der passer til barnets tolerancer. For nogle familier giver det også tryghed at vælge robuste, rengøringsvenlige sanseprodukter, udviklet med fokus på sikkerhed og daglig brug, ofte i tæt dialog med klinisk praksis, når hjælpemidler skal fungere både hjemme og i institution.

Hvornår man bør søge hjælp hurtigt

Hvis barnet snorker kraftigt, har vejrtrækningspauser, bliver meget forpustet om natten, har natlige anfald, eller hvis søvnmanglen fører til markant fald i trivsel, så er det en god idé at kontakte egen læge eller en børnespecialist.

Det samme gælder, hvis søvnproblemerne bliver så belastende, at familien ikke kan holde til det. Der findes hjælp at få, og en plan, der tager sanserne alvorligt, kan gøre nætterne mere forudsigelige og dagene lettere at være i.